De bedste pointer fra Adfærd Podcast med Morten Münster og Ulrik Johnsen.

Hvorfor er det overhovedet vigtigt at interessere sig for effekten, når man donerer til velgørenhed? Fordi velgørenhed er mere end gode intentioner. Et af de mest illustrative eksempler er historien om Play Pump: En mand fik den virkelig appelerende idé at opfinde en vandpumpe, der samtidig var en legekarussel for børn. Ideen blev taget godt imod af donorer og straks sat i verden. Problemet var bare, at den appelerende ide ikke fungerede i virkeligheden. Tværtimod gjorde den hverdagen sværere end før. Som legeredskab var den for tung. Som vandpumpe var den for langsom. Det blev ydmygende at benytte den, og den blev ikke vedligeholdt, kun etableret. Det er derfor, at det er en god praksis at evaluere på velgørenhedsforetagender - for at sikre, at gode intentioner også er gode, når de bliver til virkelighed.

Læs mere her: Derfor fungerer markedet for velgørenhed ikke optimalt. | Giv Effektivt

Hvad udretter en fattig, god munk? Hvad udretter et rigt, dumt svin?

Hvis man er optaget af at være et godt menneske, kan man blive munk i Nepal. Men som fattig munk i en afsondret tilværelse udretter man faktisk ikke meget godt for andre. Omvendt kan man være egoist i sin dagligdag, leve præcis som man har lyst til, men udrette en helt masse godt i verden bare ved at donere penge til de rigtige formål. Det føles kontra-intuitivt, og det er en af grundene til, at velgørenhed er meget mere end (med)følelse.

Hvordan kan det være, at det føles som om, det giver bedre mening at donere til ét enkelt barn end til 100.000 børn? Det kan blandt andet forklares med teorien om "the identifiable victim effect ↗". Det er følelsesmæssigt lettere at forholde sig til et enkelt relaterbart offer end tusindvis af ukendte på den anden side af jorden. Historien er også lettere at fortælle i medierne. Det er særligt noget, som man ser påvirker de private donationer.

En anden grund til, at man kan blive forvirret og opleve konflikt i sig selv over hvordan man skal yde sin støtte, er de mange etiske principper. Det kan hjælpe at se sådan på det, at i dagligdags-etik er det nære dit kompas. Filantropi er ikke knyttet til din egen nære hverdag, så her kan/bør effekt være dit kompas.

En simpel måde at håndtere dilemmaet omkring, hvad der er det rigtige beløb at give og hvorvidt du skal støtte lokalt eller globalt, er gennem metaforen om de tre spande:

Den første spand er det helt nære - din egen familie og omgangskreds, som naturligvis skal modtage din støtte (og ikke bare din økonomiske støtte).

Den anden spand er dit lokalsamfund eller dit land. Her kan du fx give til det, du har en personlig relation til og som føles godt. I Danmark bidrager du allerede økonomisk til dit lokalsamfund gennem dine skattepenge.

Den tredje spand er den globale, hvor du kan gøre mest mulig gavn per krone ved at støtte de mest effektive velgørende indsatser i verden. Den forskel din tredje spand udretter kan være følelsesmæssigt svær at begribe - omend forskellen er stor og virkelig.

Du bestemmer selv, hvor store beløb, du lægger i de forskellige spande.

Overordnet set kan du følge denne rettesnor: Hvis du har mulighed for at gøre noget virkelig godt for andre og det ikke er en stor omkostning for dig selv, er det godt at gøre.

Vores følelser af empati skalerer ikke naturligt med antallet af ofre. Ifølge antropologen Robin Dunbars indflydelsesrige – men også til dels omdiskuterede – forskning har vores hjerne kun kapacitet til at vedligeholde tætte relationer til omkring 150 mennesker, og vi føler naturligt mest sympati for de 10-20, vi står allernærmest. Vores empati er med andre ord udviklet til at fungere i lille skala – den blev aldrig designet til at håndtere de enorme, anonyme grupper, som mange af verdens problemer rammer i dag.

Det er præcis derfor, vores moralske sans bliver "talblind", så snart et problem vokser ud over vores naturlige kreds. Solid forskning viser, at vores følelsesmæssige reaktion på et problem stort set ikke ændrer sig, uanset om det rammer 10.000 eller 100.000 mennesker – vores indre "omsorgsmåler" flader simpelthen ud, længe før tallene gør det. Som forfatteren Nate Soares formulerer det i sit fremragende essay [object Object] ↗: "Vores omsorgsmålere er i stykker. De virker ikke med store tal."

Det betyder ikke, at vi ikke kan handle rigtigt – blot at vi ikke kan mærke os frem til det. Vi kan rationelt indse, at forskellen på 10.000 og 100.000 liv er enorm, selvom det ikke føles sådan. Derfor giver det mening at dele sine donationer op efter fornuft og struktur – som med de tre spande – frem for udelukkende at følge sin mavefornemmelse.

Velgørenhed er et komplekst område, og der er enormt mange støtteområder, hvor man kan forbedre vilkårene. Så hvor skal man begynde, og hvad er det mest rigtige? Der er ikke én objektiv sandhed. Generelt kan du udrette mere, når du prioriterer baseret på solid evidens og omkostningseffektivitet - det vil sige, hvor du kan udrette mest med hver krone, du giver.

I Giv Effektivt bruger vi fire parametre - eller spørgsmål - til at udvælge de problemer, som vi mener er vigtigst at fokusere på at løse først:

Problemets omfang, løsbarhed, forsømthedsgrad og tidskritiskhed er gode pejlemærker for, hvor effektiv din donation vil være inden for dette støtteområde.

Læs mere her: Vores metode. | Giv Effektivt.

Det er ikke nødvendigvis intuitivt, hvilke indsatser, der har størst effekt. Hvis vi gerne vil hjælpe børn med at komme i skole, hvad vil så være den mest effektive hjælp? At give dem skoleuniformer eller bøger? At give familien penge for at børnene kan gå i skole i stedet for at hjælpe til derhjemme?

Faktisk viser evidens, at en af de mest effektive metoder til at fremme skolegang er at fremme sundhed - fx ved at bekæmpe børneorm eller give kosttilskud mod fejlernæring.

Børn går først og fremmest i skole, når de er raske og parate til at modtage læring. Og det kan vi let overse i den vestlige verden.

Læs mere: Deworming to increase school attendance | The Abdul Latif Jameel Poverty Action Lab ↗

Det etiske svar på spørgsmålet om, hvorvidt du bør donere eller ej, findes hos filosofferne. De er ikke nødvendigvis enige om, hvordan og hvor meget, men mulighedsargumentet er de fleste store etiske skoler enige om: Hvis du har mulighed for at gøre noget godt for andre, uden at det er et stort offer for dig selv, så bør du gøre det. Her er ikke tale om en ligning, men om din egen vurdering: Hvis konsekvensen af din donation til velgørenhed, blot er, at du skal vente en måned med at købe en ny sofa eller tage på en billigere skiferie, så mener vi, at du bør du gøre det.

Når vi taler om at gøre "mest muligt godt" for din donation, er der to begreber, der er centrale at forstå:

1) den kontrafaktiske effekt og

Den kontrafaktiske effekt handler om at spørge: Hvad ville der være sket, hvis jeg ikke havde doneret? Det er ikke nok, at en organisation gør noget godt – det afgørende er, hvor meget mere godt der sker, fordi netop du gav denne krone. Hvis en anden donor alligevel havde finansieret indsatsen, eller det offentlige allerede dækker behovet, er din kontrafaktiske effekt lav – selvom indsatsen i sig selv er glimrende. Vi leder derfor altid efter indsatser, hvor din donation gør en forskel, der ikke ville være sket uden dig.

Loven om aftagende udbytte beskriver, at jo flere ressourcer et problem allerede modtager, desto mindre ekstra gavn gør den næste tilførte krone typisk. De første midler, der går til et akut underfinansieret problem, gør ofte langt mere gavn end den ekstra krone, der lægges oven i en indsats, som allerede er velfinansieret.

Et eksempel: Donerer du til et hospital i et land, hvor sundhedsbudgettet i forvejen er stort, går din krone ofte til noget relativt lavt på prioriteringslisten. Donerer du derimod til at uddele myggenet mod malaria et sted, hvor der stadig er akut underdækning, går din krone typisk direkte til at redde et liv, der ellers ikke ville blive reddet.

Det er en af grundene til, at vi i Giv Effektivt bruger forsømthed som ét af vores fire kriterier for at vælge, hvilke problemer vi anbefaler at støtte – for her ligger ofte den billigste og mest kontrafaktiske effekt per krone, du giver.

Det gør en forskel at gøre en forskel. Man behøver ikke lægge hele sit liv om for at gøre noget godt. I det daglige kan hvert valg gøre en forskel også selv om den er lille. Etisk forbrugerisme er meget undersøgt i USA. Der er således evidens for, at det er muligt at reducere sit eget CO2-aftryk ved at vælge de rette fødevarer; fravælg kød, fravælg grøntsager, der er transporteret fra en anden verdensdel. Ligeledes gør det en forskel at isolere sit hus, flyve og køre mindre. Med andre ord: Alt tæller.

Man skal aldrig pege fingre ad andre, og man skal også leve med sig selv. Selv om der er masser af evidens for, at gavmildhed giver en følelse af lidt større lykke og meningsfuldhed, og det derfor er en helt valid grund til at donere penge, og selv om store firmaer kan beskyldes for at donere til velgørenhed for at få positiv omtale, så er det et forkert sted, at have fokus. Intentionen er ligegyldig, for effekten er der. 100.000 kr gør en forskel, uanset hvilken baggrund, der har været for donationen.

Se dig om i dit netværk. Nogle gange er den største nytte, du kan gøre, at aktivere dit netværk. Hvis du kan prikke til nogen, der har flere penge eller mere indflydelse, vil du have gjort en forskel, fordi dette netværk ikke ville være blevet opmærksom på deres ressourcer og måske først måneder eller år senere være blevet motiveret for at handle, enten ved at donere til velgørenhed, lave lobby-arbejde eller lignende.

Det er en udbredt tommelfingerregel at vurdere en velgørenhedsorganisation på, hvor lille en andel af donationerne, der går til administration – jo lavere procent, jo bedre organisation, tænker mange. Men administrationsprocenten fortæller reelt meget lidt om, hvor meget godt organisationen faktisk udretter. Det, der virkelig afgører, hvor god din donation er - er effekt per doneret krone – ikke hvordan organisationen fordeler sit budget internt.

Forestil dig to organisationer med samme mission:

Organisation A bruger 20% på administration og redder ét liv for 100 kr.

Organisation B bruger kun 5% på administration, men redder ét liv for 1.000 kr.

Pointe: Donerer du 1.000 kr. til A, redder du otte liv – selv med den højere administrationsprocent. Donerer du samme beløb til B, redder du knap ét. En lav administrationsprocent siger med andre ord ikke ret meget om, hvad organisationen reelt opnår.

Et konkret eksempel: For 100 kr. kan Toys for Tots give ét barn en legetøjsgave, mens Evidence Action for samme beløb kan give ti børn rent drikkevand i et helt år. Forskellen i faktisk effekt er enorm – uanset hvad de to organisationers administrationsprocenter måtte være.

Derfor anbefaler vi, at du ser bort fra administrationsprocenten og i stedet spørger: Hvor meget godt gør denne organisation reelt for hver krone, jeg giver? Det er præcis det, evalueringsorganisationer som Giv Effektivt hjælper dig med at finde ud af.

Læs mere: [object Object]

Der er lavet beregninger på, hvad det, rent statistisk, koster at redde et liv. Det er ikke det samme som at løbe ind i en brændende bygning og redde et barn fra flammerne. Der er antagelser, usikkerheder og kompleksitet involveret i disse beregninger. Derfor findes der også forskellige estimater.

Vi vurderer, at det koster cirka $3.000-5.000 (ca 20-30.000 kr.) at redde ét statistisk liv.

Hvis du vil lære mere om, hvordan disse estimater er udregnet, vil vi anbefale at læse denne artikel: Hvorfor er det så dyrt at redde et liv? | Giv Effektivt.