Cookies

Vi bruger cookies for at kunne tilbyde en så god brugeroplevelse som muligt.

→ Privatlivspolitik

Spred ordet.

Sådan kan du tale med andre om Giv Effektivt og sætte fokus på effektiv velgørenhed.

Giv Effektivt er en idealistisk organisation, der arbejder med at sende penge til de mest effektive indsatser inden for global sundhedsfremme og bekæmpelse af fattigdom.
Når du donerer, kan du bidrage til, at flere ressourcer går til effektive tiltag og til at hæve standarden for velgørenhed i Danmark. Mange nye donorer hører om Giv Effektivt gennem deres personlige netværk - derfor kan det at sprede budskabet til venner, familie og kollegaer være noget af det mest betydningsfulde, du kan gøre for at fremme kendskabet effektiv velgørenhed i Danmark.
Samtidig kan det være udfordrende at tale med andre om velgørenhed, da det ofte berører personlige værdier og økonomiske valg. Vi har samlet nogle tips til, hvordan du kan tale med andre om effektiv velgørenhed og Giv Effektivt.

Gode tips, kort fortalt.

  • Lyt til din samtalepartner, og undgå at kritisere andre velgørenhedsorganisationer, som vedkommende har været eller er en del af.
  • Tag udgangspunkt i fælles værdier.
  • Del din personlige historie med Giv Effektivt – venner og familie vil være interesserede i, hvad du engagerer dig i, og det vil være mere mindeværdigt end blot en række argumenter og fakta.
  • Forbered dig på at kunne svare på almindelige spørgsmål og indvendinger.
  • Hav nyttige fakta og ressourcer klar ↗.
  • Vær tålmodig – de færreste ændrer holdning efter én enkelt samtale.
  • Uanset hvad, er det vigtigste dog, at du taler om Giv Effektivt – så tænk ikke, at du skal have gjort en masse forarbejde, før du tager samtalen.

Lyt og find fælles værdier.

Det kan betale sig at træde varsomt i disse samtaler. Hvis den, du taler med, føler, at du forsøger at overbevise dem, kan de gå i forsvarsposition. Derfor er det vigtigt at skabe en stemning af respekt og forståelse. Start samtalen med at vise interesse for deres perspektiv og erfaringer med velgørenhed. Lyt nøje til, hvad de har at sige, og undgå at kritisere andre velgørenhedsorganisationer, de er eller har været involveret i.
Det giver dig mulighed for at tage udgangspunkt i fælles værdier.

Brug din personlige historie.

Hvorfor støtter du Giv Effektivt?
For dine venner og din familie er dit engagement en vigtig grund til, at de også vil overveje at bidrage. Din personlige fortælling med Giv Effektivt er derfor et godt udgangspunkt for samtalen. Fortæl, hvad der gjorde, at du valgte at give gennem Giv effektivt. Det er nemt at tro, at hårde fakta er det mest overbevisende, men meget tyder på, at personlige historier skaber en bedre samtale.

Tilbyd vigtige fakta og ressourcer.

Selvom personlige erfaringer er vigtige, kan det være en fordel at underbygge dem med gode argumenter og fakta. Forbered dig med fakta og ressourcer om Giv Effektivt og effektiv velgørenhed, som du kan dele under samtalen.
Giving What We Can opsummerer centrale fakta i denne artikel ↗. Overvej også at følge op med dem, du har talt med, og foreslå handlinger, hvor de kan lære mere eller engagere sig.
  • Del relevante bøger eller artikler. Tilbyd fx at sende en bog eller artikel, der er relevant for samtalen. The Life You Can Save ↗ tilbyder gratis PDF’er og lydbøger, der nemt kan deles. Derudover kan vores rigdomsberegner sætte ens økonomiske situation i et globalt perspektiv og gøre idéen om at give mindre skræmmende.
  • Invitér til arrangementer organiseret af Giv Effektivt eller din lokale gruppe for effektiv altruisme. Det kan skabe en mulighed for, at din bekendte kan lære mere og blive engageret. Foreslå eventuelt, at I tager til arrangementet sammen, så de allerede kender én.
  • Involvér dine bekendte i dine beslutninger om at give. Bed dem om deres input, når du beslutter, hvad, hvordan og hvor meget du vil give. Det kan være en god måde at starte samtalen om velgørenhed på.
  • Giv en donation i din bekendtes navn. For nogen, du kender godt, kan du overveje at give en donation til en organisation, der matcher deres interesser og værdier, i deres navn. Denne gestus kan være en meningsfuld introduktion til effektiv velgørenhed.

Imødekom bekymringer og forskellige perspektiver.

Vær forberedt på at imødekomme almindelige misforståelser og bekymringer om velgørenhed. Vis, at du forstår og har sympati for den andens synspunkter, før du forklarer dine egne. Åbenhed over for deres idéer og meninger kan smitte af og gøre dit budskab lettere at modtage. Vi besvarer mange almindelige misforståelser på denne side.

Du behøver ikke vide alt.

Velgørenhed er et komplekst emne, og det er helt normalt ikke at have svar på alt. Det bør ikke forhindre dig i at tage samtalen om Giv Effektivt. At indrømme, at man ikke ved alt, viser ydmyghed og åbenhed – og det kan bane vejen for en mere ærlig og konstruktiv dialog.

Andre måder du kan fremme Giv Effektivt og effektiv velgørenhed.

  • Link til Giv Effektivt fra din hjemmeside eller dine sociale medier.
  • Del din historie med Giv Effektivt på din hjemmeside eller andre platforme.
  • Følg Giv Effektivt på sociale medier og del vores opslag.
  • Deltag i eller arrangér events, der fremmer effektiv velgørenhed.
  • Overvej frivilligt arbejde. Skriv til info@giveffektivt.dk, hvis du ønsker at bidrage med din frivillige arbejdskraft.
  • Afhold en indsamling via Giv Effektivt – f.eks. i forbindelse med fødselsdage eller jul, hvor man ofte får ekstra opmærksomhed på sociale medier.
  • Giv en donation som gave til venner og familie, fx gennem Giv Effektivts gavekortløsning.

Forandring tager tid.

Det tager tid at ændre holdninger og vaner. Vær derfor tålmodig. De færreste ændrer deres donationsvaner efter blot én samtale. Men næste gang de hører om Giv Effektivt, har de en baggrundsviden, som gør det lettere at forstå konceptet og se værdien i at støtte effektive indsatser. Fortsæt med at dele dine erfaringer og succeser, og vær en støttende ressource for dem, der vil lære mere.
Husk: forandring sker gradvist – din tålmodighed og vedholdenhed kan være med til at inspirere og motivere andre til at give effektivt.