Cookies

Vi bruger cookies for at kunne tilbyde en så god brugeroplevelse som muligt.

→ Privatlivspolitik

100% til velgørenhed.

På denne side forklarer vi, hvordan vi overholder dette løfte.

Når du donerer til vores anbefalede formål anvender vi 100% af din donation på formålet og dækker selv alle udgifter. Det gælder alle donationer via smart fordeling og ikke-øremærkede donationer (f.eks. sendt direkte via MobilePay), samt donationer øremærket til konkrete velgørende formål.
Vi dækker alle transaktionsgebyrer i de systemer, vi selv bruger – både når vi modtager donationer fra andre og når vi sender pengene videre til de udførende organisationer.
Det gælder f.eks. gebyrer fra:
  • Betalingstjenester: Clearhaus, Quickpay, Scanpay og MobilePay. Tjenester vi bruger til at modtage donationer på vores bankkonto.
  • Vores bank: Når vi overfører vores indsamlede midler til de velgørende organisationer i udlandet, inkl. valutamargin.
Vi kan kun dække gebyrer, der opstår efter at beløbet har forladt din konto. Vi dækker ikke eventuelle gebyrer, som din egen bank pålægger dig, da vi ikke har indsigt i dem. Det kan f.eks. være, hvis din bank tager gebyrer for overførsler i netbank eller vekselgebyrer ved donationer i en anden valuta end DKK.
Du kan læse mere om, hvordan vi finansierer vores drift længere nede på denne side.

Sådan sikrer vi, at vi holder løftet.


Vi har en dedikeret bankkonto, vi kalder "donationskonto", hvor alle velgørende donationer indbetales. Vi holder donationskontoen fri for driftsrelaterede udgifter med få undtagelser:
  • Indtægter til drift går også ind på donationskontoen, herunder medlemskontingenter, renter og donationer øremærket til drift. Disse penge er en del af driftsbudgettet og kan derfor overføres til driftskontoen. Jf. vores vedtægter ↗ må vi dog aldrig overføre velgørende donationer til driftsbudgettet.
  • Nogle betalingssystemer trækker gebyrer før beløbet udbetales til donationskontoen. Systemerne opgør disse beløb og vi kompenserer ved at overføre det fra drift- til donationskontoen.
Der er ikke et 1-til-1 match mellem kontoudskriften fra vores donationskonto og de enkelte donationer, vi modtager. Clearhaus forsinker udbetaling i op til 7 dage mens MobilePay forsinker udbetalinger i op til 3 dage. De samler flere donationer i én samlet udbetaling til vores donationskonto. Vi kan dog se de enkelte donationer i hhv. deres systemer og i vores database - og det er grundlaget for vores regnskaber.
Datasystemer.
Oplysninger om donationer, gebyrer og øremærkninger er fordelt på flere systemer.
QuickpayScanpayClearhausMobilePayVores bankVores database
Kortbetalinger[1] ✔[1] ✔-[2] ⚠
MobilePay (engangs)[1] ✔[1] ✔-[2] ⚠
MobilePay (fast)--[2] ⚠
MobilePay #28208---[2] ⚠
Bankoverførsler----[3] ✔
Øremærkning-----
Datasystemer: [1] Kun betalinger håndteret via den pågældende gateway. [2] Flere donationer samles i én bankoverførsel, hvor nogle gebyrer allerede er fratrukket. [3] Kræver pt. semi-manuel dataimport.

Datastyring.

For at holde styr på vores overførsler til velgørende organisationer, bruger vi vores database som det centrale "source of truth". Den indeholder de beløb, der bliver indtastet i donationsformularen på giveffektivt.dk. På den måde registreres donationen som nettobeløb før alle udgifter, og hver øremærket del af donationen kobles direkte til de relevante bankoverførsler, vi foretager til organisationerne.
Disse data ligger til grund for vores resultatside, vores live-dashboard og de effekt-rapporter, vi sender til dig på mail.

Kontrolprocedurer.

Vi har to interne procedurer, der sikrer, at vi holder løftet om at sende 100% ubeskåret videre:
1. En hurtig, næsten fuldautomatisk proces, som kører ofte.
2. En manuel, mere grundig proces, som gennemføres mindst én gang årligt.
Derudover arbejder vi på at få en uafhængig revisorerklæring, som bekræfter, at vi lever op til vores løfte. Denne vil fremgå af årsregnskabet.
Den automatiske proces
Vi tjekker jævnligt saldoen på donationskontoen. Hvis der står færre penge, end vi "skylder" at overføre ifølge vores interne live-dashboard, overfører vi forskellen fra driftskontoen. På den måde sikrer vi, at der altid er dækning for alle ubeskårne donationer. Vi gør altid det samme, inden vi overfører driftsmidler fra donationskontoen til driftskontoen.
Den manuelle proces
Vi eksporterer alle transaktioner og gebyrer fra vores udbydere (Clearhaus, QuickPay, m.fl.), øremærkninger fra vores database, og kontrollerer, at summerne stemmer med det, vi har overført, samt saldoen på donationskontoen og hos vores betalingsgateways – inden for en tolerance på 10.000 kr. pga. tekniske udfordringer:
  1. Clearhaus og MobilePay samler flere donationer i én udbetaling, hvor nogle gebyrer allerede er fratrukket.
  2. Der er tidsforskydninger mellem donationer og udbetalinger til vores konto.
  3. Nogle donationer er delvist øremærket til drift.
  4. Bankoverførsler indlæses delvist manuelt – vi arbejder på at automatisere dette for at minimere menneskelige fejl.

Hvordan finansierer vi vores drift?

Vores driftsomkostninger er finansieret af ekstern støtte fra fonde (ca. 95%), medlemskaber og donationer, der er øremærket specifikt til vores drift.
Vi ansøger løbende om støtte til vores drift og er pt. finansieret af Open Philanthropy, der gav os 1,4 mio. kr. til at dække vores driftsomkostninger fra september 2025 til september 2027.
Midler øremærket til vores drift sendes naturligvis ikke videre til velgørende formål.

Administration hos de modtagende organisationer.

Vi har juridisk bindende aftaler med alle organisationer, vi støtter. Aftalerne forpligter dem til at bruge midlerne til det projekt, donationerne er øremærket til.
Selvom vi selv tager 0% i administration af donationer, stiller vi kun krav til modtagerorganisationernes samlede omkostningseffektivitet - ikke hvilken andel af deres økonomi, der udgøres af administration. En del af det donerede beløb kan altså gå til administration i dette led, f.eks. til koordinering af indsatsen og til at lave den opfølgning, der indgår i den løbende vurdering af deres omkostningseffektivitet. De priser vi opgiver på vores hjemmeside for myggenet, børnevacciner, mm., inkluderer alle disse omkostninger hos modtagerorganisationen.

Mål velgørenhed på effekt - ikke administration.

Det er en almindelig misforståelse at tro, at administrationsprocenten er vigtig for en velgørenhedsorganisations effektivitet. Men faktisk er administration et ringe parameter til at måle, hvor meget en organisation udretter for deres donationer. Der er nemlig ikke en direkte sammenhæng mellem, hvor effektiv en organisation er og hvad deres administrationsprocent er. Det kan du læse mere om i denne uddybende artikel.
Vores egen omkostningseffektivitet skal derfor heller ikke måles på, at vi tager 0% i administration af donationer - den skal måles på, hvor stor en forskel, vi gør for hver krone, du donerer.

Vi estimerer, at for hver krone brugt på Giv Effektivts drift, indsamler vi ca. 7 kr. til verdensklasse velgørenhed. Det er ret godt.

100 kr.

kan for eksempel hjælpe os med at indsamle 700 kr. ekstra til velgørenhed.

Vi gør vores bedste for at bruge vores driftsmidler så effektivt som muligt.

Når du støtter vores drift, er du med til at sikre, at vi fortsat kan levere en så god brugeroplevelse som muligt og sprede kendskabet til effektiv velgørenhed i Danmark. Vores driftsomkostninger dækker blandt andet:

  • Lønninger
  • Markedsføring
  • Diverse softwares
  • Telefonabonnementer
  • Hjemmeside og domæne-hosting

En donation til vores drift hjælper os med at indsamle endnu flere penge, der går direkte til nogle af verdens mest effektive velgørenhedstltag.