Gavebrev

 

Hvad er et gavebrev?

Hvis du opretter et gavebrev, kan du få fradrag for op til 15% af din indkomst før skat. Dette fradragsloft er ofte væsentligt højere end det normale loft på 17.200 kroner (2022-niveau; læs mere på vores fradrags-side). Til gengæld forpligter du dig til at donere til Giv Effektivt i 10 år.

Gavebreve passer godt, hvis du vil give et større fast beløb eller en fast andel af din indkomst årligt. Det kan fx være at du har lavet et Giving Pledge via Giving What We Can, hvis medlemmer ofte donerer mindst 10% af deres indkomst til effektive velgørende organisationer.

Gavebreve kaldes også forpligtelseserklæringer og bygger på lovgivningen om løbende ydelser. Du kan læse mere om gavebreve hos SKAT.

Hvad kan jeg spare?

Du får ca. 26% af dine donationer tilbage i skat. Den præcise procentsats findes ved at lægge kommuneskat og kirkeskat sammen for din kommune. Se de aktuelle satser her.

Hvis du fx har en årlig indkomst på 500.000 kroner, kan du få fradrag for 15%, dvs. 75.000 kroner. Hvis du vælger at udnytte hele fradraget ved at donere 75.000 kroner, får du ca. 19.500 kroner tilbage i skat (26% af 75.000).

Hvis du ikke havde oprettet et gavebrev, ville du få ca. 4.472 kroner tilbage i skat (26% af 17.200). Gavebrevet ville altså i dette tilfælde give dig 15.028 kroner ekstra i hånden hvert år.

Hvis du vælger også at give fradraget (og fradraget heraf osv.) kan du i alt give ca. 101.350 kroner (75.000 / 0.74). Din udgift efter skat er her 75.000 kroner, da du får 26.350 kroner tilbage i skat.

Hvordan opretter jeg et gavebrev?

Du kan se vores gavebrevs-skabelon her. Udfyldelse og underskrift kan enten ske via mail til donation@giveffektivt.dk eller via digital post (fx e-boks.dk eller mit.dk).

Vi går gerne i dialog om at tilpasse gavebrevet, så det matcher dine ønsker. Det kan fx være, at du ønsker at give til en effektiv velgørende organisation, som ikke er på vores liste. Det kan også være, at du ønsker at fordele dine donationer mellem flere organisationer.

Det er almindeligt at have spørgsmål til gavebreve, så skriv (donation@giveffektivt.dk) eller ring (tlf. 40 33 10 97) endeligt for en uforpligtende snak og rådgivning.

Hvordan donerer jeg, når jeg har et gavebrev?

Donationer via gavebreve sker via bankoverførsel. Ved oprettelsen af gavebrevet får du en tekst, som du skal skrive i “besked til modtager” ved overførslerne. Det nemmeste er at oprette en månedlig overførsel med denne tekst.

Du bestemmer selv hvornår du donerer. Vi kan dog aftale, at Giv Effektivt sender påmindelser.

Hvad sker der, hvis jeg ikke lever op til aftalen?

Hvis du betaler for lidt et år, kan du blot overføre “gælden” til senere år uden at aftalen bliver afbrudt. Fradraget får du først i det år, du faktisk donerer.

Du kan afbryde betalingen før gavebrevet udløber, men SKAT kan i dette tilfælde kræve, at du tilbagebetaler dine gavebrev-specifikke fradrag, dvs. fradrag over den normale grænse (17.200. kroner i 2022).

SKAT har skrevet mere om disse scenarier her.

Vi vil altid forsøge at lave de mest lempelige vilkår for donoren indenfor lovgivningens rammer. Giv Effektivt vil aldrig inddrive betalinger mod dit ønske og derfor vil du ikke blive retsforfulgt i det tilfælde, at du ikke kan eller vil betale.