Denne artikel er skrevet af Ulrik Johnsen og blev oprindeligt udgivet på nyhedsmediet impactinsiders.dk.

I den frie markedsøkonomi spiller konkurrence og innovation en helt særlig rolle: Disse to mekanismer sikrer en konstant udvikling i variation, udbud og kvalitet af produkter, tjenester og ydelser.

En del af forklaringen kan tilskrives det faktum, at virksomheder og producenter modtager ærlig feedback fra deres kunder – om ikke andet i form af sorte tal på bundlinjen. 

Hvis maden ikke smager godt, computeren ikke fungerer, eller skoene går i stykker efter en uge, vil folk undgå den specifikke restaurant, producent eller varemærke i fremtiden. 

Denne proces af “naturlig udvælgelse” i markedsøkonomien gør, at nogle virksomheder vokser til globale koncerner på sigt, mens andre går konkurs efter kort tid. 

Man kan med andre ord ikke blive ved med at drive en ineffektiv virksomhed i et marked i fri konkurrence. 

Tænk hvor godt, det ville være, hvis “velgørenhedsmarkedet” fungerede på samme måde, og midlerne automatisk flød derhen, hvor de kunne gøre størst gavn.

Det ville være fantastisk, men desværre er det ikke sådan i virkeligheden. 

Modtagerne er ikke dem, der betaler

På velgørenhedsmarkedet kan organisationer nemt eksistere – og endda vokse sig meget store – selv hvis de opnår få eller ingen forbedringer af deres ydelser. 

Den primære årsag er, at modtagerne af den hjælp, organisationerne yder, ikke er dem, der betaler for den. 

Når du giver en donation til et velgørende formål, er det ikke tydeligt, hvad dine penge udretter på den anden side af transaktionen. Netop derfor er der markante forskelle på, hvad donationer til velgørenhed skaber af værdi for pengene. 

Inden for global sundhedsfremme opnår de bedste organisationer markant mere livskvalitet pr. doneret krone end gennemsnittet. Og i de mere ekstreme tilfælde kan velmenende tiltag endda gøre tingene værre for de mennesker, de i første omgang havde til hensigt at hjælpe. 

Legende børn skulle pumpe vand op

Et eksempel fra virkeligheden er organisationen “PlayPump International”, der fik en hel del opmærksomhed og finansiering omkring årtusindskiftet. 

Idéen bag projektet virkede enkel og sympatisk. Den var samtidig let at formidle og adresserede et almindeligt problem i meget fattige regioner i Afrika – nemlig at mange befolkningsgrupper (især kvinder) møjsommeligt må pumpe vand op fra undergrunden ved hjælp af håndpumper. 

Det problem mente vand- og civilingeniør Ronnie Stuiver, at der måtte findes en løsning på, og derfor kom han på idéen om, at børn kunne få de dyrebare dråber op til overfladen ved at lege på specielt designede karrusel-pumper. 

Idéen virkede så smart, at den overbeviste en markedsføringsekspert ved navn Trevor Field om at købe patentet i 1989, hvorefter han populariserede konceptet under navnet “PlayPump”. 

Projektet skulle ifølge Field give børn i afsidesliggende områder mulighed for at lege og frigøre deres forældre fra det anstrengende arbejde med at skaffe vand. 

Snart fik PlayPump International betydelig omtale og anerkendelse. De fik en bevilling på 10 millioner dollars fra den amerikanske regering, annonceret af præsidentens kone, Laura Bush. De modtog Verdensbankens “Development Marketplace Award” og fik endda et besøg og sponsorat af rapperen Jay-Z.

Den internationale presse flokkedes om historien om PlayPump med ordspil som “at pumpe vand er barnemad” og “den magiske karrusel”.

Pumperne var en dårlig idé

Problemet var bare, at karrusel-pumper ikke var en særlig god idé. Det begyndte dog først at gå op for støtterne, da kritiske stemmer endelig kom til orde i 2007. 

Eksperter havde evalueret projektet, og afgivet en knusende dom: Når karrusel-pumperne var implementeret, krævede de betydeligt mere kraft for at pumpe vand op end almindelige håndpumper. 

Det førte til, at landsbybørnene ikke havde glæde af at lege med karrusellerne, og at kvinderne i stedet var nødsaget til at dreje dem rundt, hvilket var både udmattende og ydmygende for dem.

Da FN undersøgte effektiviteten af PlayPump i Zambia, rapporterede størstedelen af brugerne, at de ikke var blevet spurgt, om de havde ønsket sig karrusel-pumperne, før de var blevet implementeret, og at de foretrak de håndpumper, der var blevet fjernet.

De fleste vidste ikke, hvem de skulle kontakte i tilfælde af, at pumperne skulle repareres — hvilket var nødvendigt, da en stor del af dem gik i stykker.

Hvis landsbyboerne selv havde betalt for karrusellerne, ville PlayPump hurtigt være forsvundet fra markedet, da omkostningerne var ude af proportioner med de praktisk talt ikke-eksisterende fordele. 

Men fordi det ikke var de faktiske modtagere, der finansierede projektet, og i stedet velhavende mennesker fra fjerne lande, tog det mange år og millioner af dollars, før den massive støtte til det åbenlyst fejlslagne projekt ophørte. 

I dag er det ud fra projektets hjemmeside ikke tydeligt, om det fortsat eksisterer og modtager støtte.

Vi har brug for videnskabelige analyser

Pointen er, at PlayPumps støtter stolede blindt på den gode historie og de følelsesladede billeder uden, at der var et reelt evidensgrundlag for, at det var et godt projekt. Historien her er særligt grov, men desværre ikke unik.

Og den illustrerer et generelt problem, som mange donorer, der giver til velgørende formål, ikke indser:

Vores følelser af empati for andre er uden tvivl et vilkår for enhver uselvisk handling, men hvis vi virkelig mener det alvorligt og ønsker at gøre en reel forskel gennem velgørenhed, kan vi ikke lade os vejlede af vores følelser – især når de mennesker, vi ønsker at hjælpe, bor på den anden side af jorden. 

Vi har brug for videnskabelige analyser og et omhyggeligt evidensgrundlag for at forstå, hvor vores penge kan gøre den største gavn for verdens fattigste. 

Realistisk set kan det dog ikke forventes, at alle almindelige mennesker, der vil give til velgørenhed, hver især begynder at udføre analyser af velgørende organisationer for at komme til konklusioner om, hvor deres donationer vil gøre det. De fleste er nødt til at overlade denne opgave til eksperter.

Det er her “meta-organisationer” som GiveWell og Giv Effektivt kommer ind i billedet. 

Vi er “meta”, netop fordi vi foretager uafhængige, evidensbaserede analyser af velgørenhedsorganisationer for at finde ud af, hvem der kan forbedre og redde flest liv pr. doneret krone. 

Det er typisk ikke de velgørenhedsorganisationer, der er dygtigst til opsøgende marketing, der scorer højst på dette parameter, men organisationer, som er transparente omkring deres evidensgrundlag og primært fokuserer på langstrakte eller oversete problemer, som er store i skala. 

Eksempler på exceptionelle tiltag inden for global sundhedsfremme er myggenet eller medicin mod forebyggelse af malaria, A-vitamin tilskud til fejlernærede børn og vaccinationer til spædbørn i verdens fattigste lande. 

Hvis velgørenhedsmarkedet en dag begynder at fungere optimalt, kan det være, at disse analyser bliver overflødige.

Men for nu viser forskningen, at den bedste evidensbaserede velgørenhed kan have en 100 gange større effekt pr. doneret krone end gennemsnittet –- bogstaveligt talt.